Udskriv

 

Plan over Hirscholm Slot ca 1735, Planen er rimeligvis tegnet af J. C. Krieger ( stadsarkivet i Kbh)

 

På planen over slottet og dens omgivelser ses materialestalden/kavalerstalden væsentlig forlænget mod syd med en bygning af samme bredde.

Planen dateres i litteraturen til ca. 1735 og tilskrives havearkitekten J. C. Krieger.

I kopibogen over dronning Sofie Magdelenes resolutioner og amtmandens udgående breve kan læses de første oplysninger om domestique huset. I april 1734 får Murermester Simon Møller således besked på at finde plads til 1200 tdr kalk som kan anvendes i forbindelse med byggeriet. Huset står færdig primo 1735. 

Det er ikke sandsynligt, at bygningen er en udvidelse af slotsgartnerens eksisterende bolig, som det er formuleret hos H. C. Rosted.

Det er snarere sandsynligt, at det er en forlængelse af staldbygningen - som den fremstår på planen - og med en tilsvarende videreførelse af tagfladen. Tilbygningen har sandsynligvis haft afvalmet tag.

Det nye domestikhus er sandsynligvis tegnet af Thura i forbindelse med slottets anden ombygning 1734-36. Huset skulle være tjenestebolig for hofemterne. Slotsfoged Wilhelm Nolte fik tidligt ordineret 10 kamre, mens kokken fik ordineret 9 kamre. Hertil må også regnes de pågældenes funktionærers respektive familier samt tjenestefolk.